Vejen mod opdræt

Frederik og Bastian var i mine øjne de skønneste katte, men det blev hurtigt klart for mig, at de havde nogle voldsomme problemer. Det viste sig, de var kronisk stressede, især Bastian var meget hårdt ramt og havde det skidt. Hvis du vil læse mere om den historie, kan du gøre det her i artiklen “katte elsker klikkertræning”

Jeg anede INGENTING om katteadfærd, da jeg fik de to. Men havde en intuitiv fornemmelse om, at noget ikke helt var, som det skulle være. Så jeg gik på jagt på internettet for at søge info om kattens adfærd med fokus på problemadfærd.

Jeg endte på et katteforumet “Kattegale.dk”, hvor der var en mange kompetente mennesker, som kunne hjælpe, og inden jeg fik set mig om var jeg ædt af katte verdenen med hud og hår – på den positive måde. Ret hurtigt blev jeg interesseret i udstillinger, og med det begyndte tanken om opdræt at spire.

På en udstilling løb jeg ind i Charly Riis og hendes mand Jan Krag. De står bag opdrættet “House of Lancarrow“, der også opdrætter orientalere. Der så jeg min første langhårede orientaler, og hendes korthårede søster – Scala og Cassandra – jeg var solgt på stedet.

Jeg var hjemme og besøge Charly og Jan, oplevede deres katte live, og ret hurtigt blev jeg plejemor i en periode for et par orientalere, der skulle omplaceres. Disse to pilpotede væsner gik lige ind i hjemmet og mit hjerte, og min skæbne var besejlet. Herfra gik jeg igang med at dygtiggøre mig indenfor “kat, orientalere og opdræt”. Det er et stort læringsområde, som dækker over mange underområde. Der er hele tiden nyt at lære, og jeg mener at man som opdrætter er forpligtet til fortsat at uddanne og dygtiggøre sig for at følge med i den nyeste viden indenfor foder og ernæring, sygdomme, katteadfærd, killinger og opvækst osv.

Min egen uddannelse

Jeg er diplomopdrætter under Felis Danica, FIFE. Jeg fik mit diplom i 2014

Jeg er universitets uddannet i human biomedicin. Før denne er jeg uddannet laborant. Kombinationen af disse to uddannelser giver mig bla. en stor viden indenfor anatomi, fysiologi, biokemi, cellebiologi og sygdomslære samt laboratorieteknik for at nævne et par områder.

Denne viden gør mig i stand til hurtigt at lære de specifikke forskelle, der gør sig gældende hos kat vs. menneske. Jeg opsøger de rette kattespecifikke videnskabelige lærebøger og forskningsartikler for at holde mig opdateret omkring kat og den forskning, der foregår i bla. foder og ernæring, kattens sygdomme og adfærd.

Det er målet på sigt at tage nogle flere katte-relaterede kurser, og efterhånden som disse bliver taget, vil de blive tilføjet her på hjemmesiden.