Hvor er det fantastisk, du er her!
Velkommen til Hadibadjas blog og nyhedssektion, og det første blogindlæg
Formålet med denne kombinerede “blog og nyheder” er at fortælle om nyheder i Hadibadjas opdræt, om kattenes daglige liv og narrestreger, samt hvad der optager mig på et givent tidspunkt som har relevans til katte verdenen – dels som opdrætter, dels som ganske almindelig ejer af en kat som kæledyr.
Da jeg er uddannet laborant og biomediciner har jeg generelt set en meget stor interesse i de små detaljer i alt, f.eks kattens biologi, kattens sygdomme og fodring af katten for at nævne et par emner. Det betyder, at der nok vil komme en del nørdede indlæg indenfor de nævnte emner eller lignende. F.eks. så har Frederik min hellig birma fået konstateret kronisk nyresvigt, for ca. 3 år siden. Så jeg forestiller mig, at der vil kunne komme en del indlæg omhandlende denne sygdom, hvordan man opdager den, og hvordan man behandler den. Forhåbentlig fortalt så en ganske alm. kælekatteejer uden dybere biologisk viden kan forstå det… ja, det er i hvert fald mit håb ;).
Anyway, der er utallige muligheder for indlæg indenfor emnet “kat og katteopdræt”. Så lad os se, hvad det kan udvikle sig til. Tak for din opmærksomhed indtil nu!